Hvad er skaldyrallergi?
Skaldyr er leddyr og bløddyr. Leddyr omfatter rejer, hummere, jomfruhummere, krebs og krabber. Bløddyrene omfatter blåmuslinger, østers, blæksprutter og snegle. Skaldyrsallergi ses oftest hos voksne og varer ofte hele livet.
Rejer og andre leddyr
Allergi over for rejer og andre leddyr skyldes oftest reaktioner på muskelproteinet tropomyosin. Dette protein findes i de fleste leddyr. Det betyder, at de fleste mennesker med rejeallergi også er allergiske over for hummer, krebs og krabber. Proteinet er varmestabilt, så kogning reducerer ikke de allergiske reaktioner.
De små mængder protein, der kan frigøres, ved kogning af rejer og andre leddyr kan give allergiske reaktioner hos følsomme personer, når de indånder dampen fra kogningen. Det er specielt et problem i industrien, hvor der koges store mængder rejer o.l.
Muslinger og andre bløddyr
Allergi over for muslinger og andre bløddyr kan også skyldes muskelproteinet tropomyosin. Derfor kan man reagere på flere slags bløddyr samtidig.
Desuden skal du være opmærksom på, at man også kan være allergisk over for bløddyr, når man har allergi over for rejer eller andre leddyr.
Gigtmidlet glucosamin
Gigtmidlet glucosamin er bl.a. udvundet af skaldyr og bør derfor ikke bruges af personer med skaldyrsallergi.
Hvordan kan du komme videre?
Du eller din familie kan blive testet for skaldyrallergi med Fødevareallergi Screen (IgE) test.
Du kan læse meget mere om fødevareallergi på Astma-Allergi Danmark hjemmeside.
Hvis du har brug for konsultation, kan du kontakte en af vores samarbejdspartnere.