H2-(hydrogen) PUSTEPRØVE TIL PÅVISNING AF LAKTOSEINTOLERANCE
PRINCIPPET
Ved en laktoseintolerance foreligger der en mangel på laktosespaltende enzymer. Efter indtagelse af laktoseholdige fødevarer bliver laktosen (mælkesukkeret) ikke spaltet til optagelige enkeltsukkerformer (glukose og galaktose) i tyndtarmen. Laktosen når frem til tyktarmen, hvor den indgår i tarmbakteriers stofskifteprocesser. Herved opstår der store mængder hydrogen, som passerer fra tarmen til blodet, og via dette når frem til lungerne, hvor det udåndes via luftvejene.
HVILKE FORUDSÆTNINGER SKAL VÆRE OPFYLDT?
Følgende forudsætninger skal være opfyldt ved gennemførelse af H2-pusteprøven til påvisning af laktoseintolerance:
- Dagen inden testen gennemføres skal du undgå fiberrige levnedsmidler som fuldkornsprodukter, nødder, frugt, bønner, linser og ærter. Du må kun spise let mad som f.eks. fisk, kalkun og risretter
- Du skal være fastende, når testen foretages. Du må ikke have spist 12 timer inden testen påbegyndes, og du må ikke spise, mens testen udføres. Du må ikke drikke sukkerholdige drikke eller ”light”drikke
- Det er tilladt at drikke en smule mineralvand eller usødet te, mens testen gennemføres
- Pusteprøven bør om muligt gennemføres om morgenen, 1-2 timer efter at du er stået op
- Du må ikke have røget i mindst 6 timer før testen påbegyndes, og du må ikke ryge under selve testen (eller være udsat for passiv rygning)
- Du må ikke have indtaget antibiotika eller afføringsmidler i mindst 1 uge før testen, og du må ikke have diarré
- Du må ikke have sovet lige umiddelbart inden eller under selve testen